I 2003 begyndte fire glade drenge at ro firer sammen. De hed Claus, Carl, Thomas og Asbjørn. I løbet af en våd klubfest havde de fået den gamle og berygtede træner John Faulkner tændt på ideen med en tung firer samlet ud fra roere der på den ene eller anden årsag ikke havde lyst til at føje sig under rocentrets rammer. Det viste sig hurtigt at der godt kunne komme god fart i skuden selv om der ikke blev trænet alle ugens dage og målsætningen primært gik på at have det sjovt. Fireren fik chancen for at udtage sig til OL ved at blive sendt til VM i Milano. Et cykelstyrt og en håndledsskade kostede måske de 11/100 sekund der manglede til at opnå kvalifikationen det år.
I 2004 blev der for alvor satset for at få nogle tunge danske roere med til OL. Ved at opnå en andenplads til kvalifikationsregattaen i Luzern kunne den olympiske deltagelse blive en realitet. Fireren gik ind i Danmarks Rocenter og blev satningsbåden for de tunge herrer. Gunnar og Morten kom ind i gruppen for at støtte op om fireren som reserver i en toer uden styrmand. Worldcupsæsonen viste gode takter i begge både men til kvalifikationsregattaen var begge både omtrent et sekund fra at blive udtaget. Super ærgerligt, taget i betragtning at Claus havde maveonde op til regattaen. Som et plaster på såret fik begge både muligheden for at stille op til VM for ikke olympiske bådtyper i Banyolas, Spanien. Sæson 2004 endte med succes da Gunnar og Morten hev en bronzemedalje hjem i toer med styrmand.
Før 2005 rystede træner John posen og lavede en ny firer med Carl, Thomas, Gunnar og Morten. Asbjørn og Claus indstillede karrieren og Olav kom ind og fungerede som reserve. Sæson 2005 må stå som den mest succesfulde i firerens historie. 2 worldcup medaljer en sølv og en bronze gjorde forventningerne til VM i Japan høje. Turen til Japan var fantastisk. Her 2 år senere er det især varmen, fugten og de skøre japanere der stadig huskes. Sportsligt var VM også en succes. Den fjerdeplads vi sikrede os levede til fulde op til vores målsætning.
Sæson 2006 var så sæsonen hvor alt næsten gik galt. Skader og en uhensigtsmæssig træningsplanlægning gav sig udslag i dårlige resultater og interne problemer på holdet. Vi fløj bogstavelig talt i totterne på hinanden, som et resultat af frustrationer. 2006 endte med at vi blev hjemme fra VM for at prøve at se fremad og lave et solidt fundament for sæson 2007.
I år har gruppen bestået af Carl, Thomas, Anders, Jesper, Kristian og Morten. Vi har lagt træningen om og har trænet mere og hårdere end mange af de foregående år. Buen har været spændt til bristepunktet for at give os selv de bedst mulige odds for en OL udtagelse til dette års VM i München. Som det er sket før i firerens historie har uheldet igen været efter os. Umiddelbart efter Amsterdam worldcup lagde Carl sig med en ondsindet streptococ infektion. Han levede 14 dage i sin lejlighed uden at se dagens lys og med stærk penicillin som en hjørnesten i sin kost. Vi valgte at blive hjemme fra Luzern for at få Carl kørt så godt i gang som muligt. Efter nogle ugers træning måtte vi desværre sande at det ikke var muligt at komme op på det fornødne niveau. Efter som ingen anden kombination i firer gik hurtigt nok valgte John og Sportschef Lars at der skulle satses på en toer i stedet.
Da vi så kun stiller op i toer og måske sculler til VM betyder det et farvel til faulknerfireren for denne gang. Officielt afgik den ved døden lørdag d. 28 juli 2007. Æret være dens minde.
Tak til dem som i tiden har været en del af holdet.
Asbjørn
Claus
Gunnar
Carl
Thomas
Olav
Kristian
Morten
Anders
Jesper
Og John Ioannis Stanley Faulkner
