I den kommende world cup i Luzern stiller vi desværre ikke op. Dette er ikke fordi vi ikke ror mere, men en konsekvens af at Carl har været syg lige siden vi kom hjem fra Amsterdam og ikke har roet endnu.
Vi andre tre har imellemtiden fået kanon assistance af Jesper Lindemann, som er faldet godt ind i bådens rytme. Vi har sågar været inde i overvejelser om det var godt nok til at gå ned og prøve kræfter med de andre med Jesper på.
For at afgøre om det reelt gik hurtigt nok til ikke at floppe i Luzern, roede vi en del distancer i den forgangne weekend, mod den lette firer og lette otter, samt den unge, stærke senior b hl4x . Lørdag blev distancerne, 3 x 1000 m, roet i strid modvind og kæmpe bølger. Til vores store overraskelse kunne vi på de første to godt følge den lette firer til dørs og slå dobbeltfireren. Tiderne lå omkring 3.20, hvilket er ca. 30 sekunder langsommere end det havde varet den anden vej. Så det var ret vildt!
Søndag var vejret ikke blevet bedre, snarere tværtimod. Ved fælles rådslagning, blev det besluttet at ro modsat den normale sejlretning for at få medvind. Den oprindelige plan var 3 x 1500 m, men pga. skum på bølgerne, satte vi det ned til 3 x 1250 m.
De første 750 m var ok men derefter var det helt umuligt, ihvertfald for os, at ro rigtigt. Efter to hele distancer, var båden nærmest ved at gå under pga vandmængderne i båden. Så den sidste blev yderligere kortet ned til 750 m. Vi fik skovlet lidt vand ud og var klar. På de første havde vi været med til 750 m men tabte det hele derefter, så planen var, at gå amok på den sidste og vise at vi godt kan slå alle de lette, selv med reserve på.
Første tag kiksede desværre, idet Jesper ikke havde fanget at vi skulle starte samtidigt med de andre firere. Men derefter rykkede vi helt vildt og fik hentet det tabte. Vi kom nogenlunde samtidigt i mål med letvægtsfireren og slog 4xen.
Weekendens resultater fortalte os at vi roede ok med Jesper men ikke hurtigt nok til at kunne bide skeer med de andre tunge i Luzern. Så derfor vil man ikke se os til start den kommende weekend. Man vil derimod kunne se os ræse op og ned ad Bagsværd Sø.
Carl har meldt at han er ved at være på højkant igen og med kun 6 uger til VM starter, har vi nok at se til med at få ham gjort klar og båden toptunet igen.